Oprindelse af gearudvikling

Aug 03, 2022

Læg en besked

historie

Gamle græske gear gravet frem

I Vesten, i 300 f.Kr., forklarede den antikke græske filosof Aristoteles problemet med at overføre rotationsbevægelser med bronze- eller støbejernsgear i "Mekaniske problemer". Berømte græske lærde Aristoteles og Archimedes har begge studeret gear. Den berømte græske opfinder Gutisibios indsatte jævnt stifter på kanten af ​​det cirkulære pladearbejdsbord for at få det til at gå i indgreb med stifthjulet. Han anvendte denne mekanisme til gravering. Dette er omkring 150 f.Kr. I 100 f.Kr. opfandt den alexandrinske opfinder Herron kilometertælleren, hvor der blev brugt gear. I det 1. århundrede e.Kr. blev der også brugt en tandhjulstransmission i vandhjulsfræseren lavet af den romerske arkitekt Pidobis. I det 14. århundrede begyndte man at bruge gear i ure.

Den sene Warring States periode jernbronze gear

I de tidlige år af det østlige Han-dynasti (1. århundrede e.Kr.) var der allerede sildebensgear. Kompasbilen og Jili-trommebilen, der dukkede op i Three Kingdoms-perioden, har vedtaget gear transmissionssystemer. Den vandroterende kontinuerlige slibning opfundet af Du Yu i Jin-dynastiet overfører kraften fra vandhjulet til stenmøllen gennem tandhjul. Den tidligste registrering af geartransmissionssystemet i historiebøgerne er beskrivelsen af ​​den vandbårne armillarkugle lavet i 725 af et parti fra Tang-dynastiet og Liang Lingzan. Vandtransportinstrumentet og Xiangtai (se gamle kinesiske ure) lavet i det nordlige Song-dynasti brugte et komplekst gearsystem. I Ming-dynastiet optog Mao Yuanyis "Wu Bei Zhi" (skrevet i 1621) en tandstangstransmission. I ruinerne af den gamle by Anwuji i Hebei-provinsen, der blev udgravet i 1956, blev der fundet et skraldeudstyr af jern. Hjulets diameter er omkring 80 mm. Selvom den er beskadiget, er jernkvaliteten god. Efter forskning blev det bekræftet, at det var fra slutningen af ​​de krigsførende staters periode (3. århundrede f.Kr.) til produkter under det vestlige Han-dynasti (206 f.Kr. til 24 e.Kr.). I 1954 blev en bronzeskralde gravet frem i Tiejiaya, Yongji County, Shanxi-provinsen. Med henvisning til de artefakter, der er gravet frem i samme hul, kan det konkluderes, at de er relikvier fra Qin-dynastiet (221 f.Kr.-206 f.Kr.) eller det tidlige vestlige Han-dynasti. Hjulet har 40 tænder og en diameter på omkring 25 mm. Vedrørende brugen af ​​skraldegearet er der hidtil ikke fundet skriftlige optegnelser, og det gættes på, at det kan bruges til opbremsning for at forhindre, at akslen vendes. I 1953 blev et par sildebensgear af bronze gravet frem i Hongqing Village, Chang'an County, Shaanxi-provinsen. Ifølge analysen af ​​gravens struktur og gravobjekter kan det fastslås, at tandhjulsparret stammer fra det tidlige østlige Han-dynasti. Begge hjul har 24 tænder og ca. 15 mm i diameter. Hengyang og andre steder har også fundet det samme sildebensudstyr.

Strukturdiagram af geartransmission i "Wu Bei Zhi"

Allerede i 1694 foreslog den franske lærde PHILIPPE DE LA HIRE første gang, at evolventet kunne bruges som en tandkurve. I 1733 foreslog franskmanden M.CAMUS, at den fælles normal for tandhjulstændernes kontaktpunkt skulle passere gennem knudepunktet på midterforbindelsen. Når en ekstra øjeblikkelig midterlinje rent ruller langs den øjeblikkelige midterlinje (pitchcirkel) af det store hjul og det lille hjul, vil de to tandprofiler, der er dannet af hjælpetanden, som er fast forbundet med den ekstra øjeblikkelige midterlinje på det store hjul og det lille hjul Kurver er konjugerede til hinanden, dette er CAMUS-sætningen. Det tager hensyn til indgrebstilstanden af ​​de to tandoverflader; den etablerer eksplicit det moderne koncept med kontaktpunktsbaner. I 1765 foreslår schweiziske L. EULER det matematiske grundlag for den analytiske undersøgelse af den involutte tandprofil og klarlægger forholdet mellem krumningsradius for tandprofilkurven og positionen af ​​krumningscentret af et tandhjul, der går i indgreb. Senere færdiggjorde SAVARY denne metode yderligere og blev EU-LET-SAVARY-ligningen. Medvirkende til anvendelsen af ​​den evolvente tandprofil er ROTEFT WULLS, som foreslog, at evolventgearet har fordelen af ​​et konstant vinkelhastighedsforhold, når centerafstanden ændres. I 1873 foreslog den tyske ingeniør HOPPE den involutte tandprofil af tandhjul med forskelligt antal tænder, da trykvinklen ændrede sig, og lagde dermed det ideologiske grundlag for moderne variable gear.

I slutningen af ​​det 19. århundrede dukkede princippet om den genererende tandskæringsmetode og de specielle værktøjsmaskiner og værktøj, der brugte dette princip til at skære tænder, op efter hinanden. Ved skæring af tænder, så længe skæreværktøjet bevæges lidt fra den normale indgrebsposition, kan det tilsvarende forskydningsgear skæres ud på værktøjsmaskinen med et standardværktøj. I 1908 studerede MAAG i Schweiz forskydningsmetoden og fremstillede en tandhjulsformer til gearformning. Senere foreslog britiske BSS, amerikanske AGMA og tyske DIN successivt forskellige beregningsmetoder for gearforskydning.

Tidlig Han bronze sildebensudstyr

For at forbedre levetiden for kraftoverførselsgear og reducere deres størrelse, er der udover forbedringer i materialer, varmebehandling og struktur udviklet gear med cirkulære buetænder. I 1907 udgav den britiske FRANK HUMPHRIS første gang buetandformen. I 1926 opnåede schweiziske ERUEST WILDHABER patentretten til det spiralformede tandhjul med en cirkulær buetandprofil. I 1955 afsluttede Sovjetunionens ML NOVIKOV den praktiske forskning i cirkulære buetandhjul og modtog Leninordenen. I 1970 fik den britiske ROLH-ROYCE-virksomhedsingeniør RM STUDER et amerikansk patent på dobbeltbue-gear. Denne form for udstyr er blevet mere og mere opmærksomhed af folk og har spillet en væsentlig rolle i produktionen.

Gear er tandede mekaniske dele, der kan gribe ind i hinanden. De er meget udbredt i mekanisk transmission og hele det mekaniske område. Moderne gearteknologi har nået: gearmodulet er 0.004 til 100 mm; geardiameteren er fra 1 mm til 150 meter; transmissionseffekten kan nå 100,000 kilowatt; hastigheden kan nå hundredtusindvis af omdrejninger i minuttet; sekund.

Med udviklingen af ​​produktionen er der blevet opmærksom på stabiliteten af ​​geardriften. I 1674 foreslog den danske astronom Romer første gang at bruge epicykloiden som tandprofilkurven for at opnå et jævnt understel.

Under den industrielle revolution i 1700-tallet udviklede gearteknologien sig hurtigt, og der blev forsket meget i gear. I 1733 offentliggjorde den franske matematiker Cammy grundloven om tandprofilindgreb; i 1765 foreslog den schweiziske matematiker Euler brugen af ​​involutter som tandprofilkurver.

Hobbing- og formningsmaskinerne, der dukkede op i det 19. århundrede, løste problemet med masseproduktion af højpræcisionsgear. I 1900 installerede Profort en differentialanordning til hobbingsmaskinen, som kunne bearbejde spiralformede tandhjul på hobbingsmaskinen. Siden da er hobbing-grejet i hobbing-maskinen blevet populært. .

I 1899 implementerede Lasher først ordningen med at skifte gear. Forskydningsgearet kan ikke kun undgå underskæring af tandhjulets tænder, men også matche centerafstanden og forbedre gearets bæreevne. I 1923 foreslog Wilder Haber fra USA først tandhjul med buetandprofiler. I 1955 foretog Sunovykov dybtgående forskning i buegear, og bue gear blev derefter brugt i produktionen. Dette gear har høj bæreevne og effektivitet, men er ikke så let at fremstille som evolvente gear og skal forbedres yderligere.


Send forespørgsel